Beretning Syddansk Svinerådgivning 2010 (året 2009)

1. januar 2009 startede vi Syddansk Svinerådgivning op i et samarbejde mellem LHN, Landbrugsrådgivning Syd, Sønderjysk Landboforening og Kolding Herreds Landbrugsforening. Vi havde ansat Niels Ove Nielsen som leder og med udgangspunkt fra både Kolding og Vojens og med en flok rigtig dygtige medarbejdere, var vi sikre på, at nu var der endelig ro om svinerådgivningen i det sydlige Jylland. Desværre, og det næste er for min egen regning, var der nogen der havde spillet med fordækte kort. Nogle af medarbejderne og nogle af bestyrelsesmedlemmerne i Kolding ville ikke det samarbejde og allerede 1. april måtte vi opgive at køre svinerådgivningen videre i det regi og Kolding trådte ud af samarbejdet. Det betød også at vi blev nødt til at tage afsked med Niels Ove Nielsen og som I vil kunne se på det regnskab, Pernille senere vil vise, er det dyrt at bygge en helt ny organisation op, ansatte ny leder og kort efter rive det hele fra hinanden igen. Desværre, og det er næsten det værste, var der også nogle af vore dygtige rådgivere, der syntes, at det hele så lidt håbløst ud, og derfor valgte nye græsgange.

Om vi kunne have gjort det anderledes er svært at sige – herfra det sønderjyske troede vi i hvert fald på det. Og vi tror stadig så meget på det, at vi tre foreninger – LHN, Landbrugsrådgivning Syd og Sønderjysk Landboforening besluttede at fortsætte samarbejdet omkring svinerådgivningen med udgangspunkt i Vojens. Vi konstituerede Pernille Elkjær som faglig leder og Direktøren i Vojens Per Grønbæk blev ansvarlig for HR og økonomi. Sådan kørte vi hele sommeren, indtil vi endelig fik overtalt Pernille til at blive den nye ”chef”, eller som det officielt hedder chefkonsulent. Og vi er rigtig glade og trygge ved, at Pernille ville overtage den rolle. Alt i alt er der så 5 ansatte i Syddansk Svinerådgivning og de 5 supplerer hinanden godt med hver deres speciale og en høj grundviden omkring svineproduktion og alle dens facetter. De fem er Jes Callesen, Ellen Møller Hansen, Grete Brunsgaard, Dagny Matzen og Pernille. Desuden lejer vi Karen Nørgaard fra Sønderjysk Landboforening til at holde styr på finanserne. Det har Karen gjort i mange år, og det er hun god til. Det er ikke sikkert, resultaterne i regnskabet er helt så gode, som vi kunne håbe, men de er i hvert fald rigtige.

Vi har kørt en del faglige kurser her i efteråret og vinteren, med god succes. Det være sig både kurser til soholdere og slagtesvineproducenter og der har været god søgning til disse kurser.

Det er korte eftermiddagskurser til 500 kr. pr. deltager og vi har haft helt op til 38 deltagere på et enkelt kursus. Og at der er brug for både kurser og rådgivning hjemme i stalden, er der ingen tvivl om. Der er stadig enorm stor forskel på de resultater, vi hver især opnår hjemme i staldene. De, der sender E-kontrollen ind til kontoret, og det er der mange der gør, kan komme med på en hitliste, hvor alle resultaterne fra E-kontrollen er med. De er naturligvis anonyme, så man kun kan se ens eget resultat i forhold til de andre. Men de 20 bedste på den hitliste fravænner 30,5 grise pr. årsso i gennemsnit, mens de 20, der ligger i den anden ende, fravænner knap 24 grise pr. årsso eller en forskel på 6,5 grise. Med f.eks. 500 søer kan ham med 30,5 grise altså sælge 3250 grise mere end den anden. Hvis de bliver solgt som 7 kg’s til beregnet notering på 200 kr., vil de indbringe 650.000 kr. ekstra eller nok til 2 medarbejdere eller hvad men nu har lyst til at bruge pengene til. Gns. i 4 kvt på hitlisten ligger på 28 frav. grise pr. årsso. Det betyder at bare ved at komme op på gns. i gruppen og stadig med et eksempel på 500 årssøer, kan ham med de 24 grise sælge 2000 flere grise pr. år og endnu engang med en notering på 200 kr. for en 7 kg’s gris, betyder det en merindtægt på 400.000 kr. Der kan selvfølgelig være mange gode grunde til, at det hele ikke lige lykkes hjemme i stalden, det er jo levende dyr vi har med at gøre, men det kan tit hjælpe at få en rådgiver ud og diskutere problemerne igennem med. Dyrlægen har trods alt ikke svar på alt. Og jeg skal hilse og sige, at kreditgiverne er meget interesseret i vores effektivitet hjemme på gården.

Og at vi har brug for de før omtalte penge, er der vist ikke meget tvivl om. 2008 regnskaberne var ren katastrofe. Vi havde håbet at 2009 ville blive bedre og det er de nok også blevet, men ikke nok til at de røde tal forsvinder, selv om vores største udgift – nemlig foder – er faldet meget i pris. Hvordan 2010 bliver, kan vi jo af gode grunde kun gisne om, men en væsentlig udgift, nemlig renten, er i hvert fald med os. De fleste har jo nok en del finansiering i korte lån og der sparer vi mange penge i år. Faktisk så vil den korte rente være med til at holde os i live i 2010. Jeg tør slet ikke regne på, hvordan det ville have set ud, hvis renten bare var 6 %.

Hvis vi skal overleve på sigt, og for mange er det op over, så skal vi simpelthen have noget mere for vore produkter. Og jeg har meget svært ved at se, hvad de kære indkøbere fra de forskellige supermarkedskæder har ud af at presse helt i bund, hele tiden. Når man handler, skal der helst være to tilfredse parter bagefter. Hvis den ene hele tiden bliver trynet, så får det ende. Vi hverken kan eller vil blive ved med at sælge til under fremstillingsprisen. Problemet er bare, at når vi peger på nogen, så peger der jo også nogle fingre mod os selv. Er vi gode nok til at sælge vore produkter? I vores tilfælde er det jo Danish Crown, der sælger de fleste af vore produkter. Somme tider har jeg på fornemmelsen, at de er glade, bare de har fået solgt kødet. Og når vi nu er ved Danish Crown, så er det spændende, om de får kørt deres 9 punkts Future – plan til ende. Det er bare af afgørende betydning for Dansk Svineproduktion, at vi stadig har det lokomotiv, der hedder Danish Crown. Jeg har i hvert fald svært ved at se en betydende svineproduktion i Danmark uden Danish Crown. Den store hørtel i det spil er lønsummen, som på den ene eller anden måde skal reduceres. Hvis en vare er for dyr, bliver den ikke solgt og det er lige meget om det er biler, kød eller arbejdskraft. Og lønningerne er simpelthen blevet for dyre i Danmark. Og hvis det er meningen, at vi skal lave højværdi-produkter i Danmark, skal der i hvert fald andre boller på suppen.

Jeg kan godt være lidt skuffet over fagbevægelsen, at de ikke støtter os noget mere. Vi kan jo bare se, hvor mange der er blevet fyret eller sendt på deltid, fordi landbruget er i knæ. Det må da mane til eftertanke også i de kontorer. Fagbevægelsen har trods alt forbindelse til nogle beslutningstagere i København, som vi ikke har. Landbruget kører nedslidningspolitik i denne tid – det er ligesom en dør, der ikke bliver smurt i tide. Til sidst knækker den af og måske er der ingen, der gider sætte den i igen. Men jeg er bange for, at hverken Christiansborg eller for den sags skyld Axelborg, er klar over alvoren her ude i det rigtige liv.

For nylig havde Sønderjysk Landboforening et stormøde, som handlede om de forskellige vilkår, vi har at producere under, inden for den samme lovgivning i EU og hvor forskelligt de samme love i EU bliver fortolket. Og det er det, det hele handler om – vi ønsker ikke nogen form for direkte tilskud til den primære produktion, Vi ønsker ens vilkår, så skal vi nok klare os. Men den enkelte svineproducent kan altså ikke konkurrere med de forskellige statskasser rundt om i Europa. Hjælpen i de andre EU lande spænder vidt. I f.eks. Slovakiet får de et direkte tilskud pr. produceret gris og oveni 40 % tilskud til investeringer. Går vi lidt tættere på Danmark, så hørte vi jo på mødet, hvordan Tyskland havde slettet jordskatterne i år, de har lavet en energi politik, der gør det til en positiv forretning at udnytte gasserne i gyllen og de er i det hele taget positive over for landbruget. En af indlederne på mødet sagde direkte, at man skulle være maschiokist, hvis man ville investere i dyrehold i Danmark. Eksempelet, hvor en landmand ville investere, så han kan levere 15000 grise – det svarer til ca. 4000 stipladser, enten i Danmark eller i Tyskland, talte for sig selv. Investeringen er den samme på begge sider af grænsen, i det her tilfælde ca. 12 mill. kr. Hvis han investerer i Danmark, har han 363.000 kr. til aflønning og risiko, og det med en notering på gns. 9,5 kr. plus efterbetaling. Hvis han investerer i Tyskland, har han 1.174.000 kr. til aflønning og risiko eller en forskel i indtjening på næsten 800.000 kr. for den samme investerede kapital. Hvis han så yderligere investerer i et biogasanlæg i forbindelse med den tyske stald, kan han lægge ca. 1 mill. kr oveni. Det er i hvert fald tal, der kan vække grund til bekymring eller glæde – alt efter på hvilken side af grænsen, vi befinder os.

Der er jo nok en grund til, at hver 3. gris, der bliver fravænnet i Danmark, kører over grænsen, for enten at blive opfedet eller slagtet dernede eller måske derovre. Og hvis det ikke skal eskalere yderligere, skal der altså ske noget og det meget snart. Jeg kan ikke opfordre både fagbevægelse, regering og andre, der har noget at skulle have sagt i den her situation, nok, til at komme i gang med at finde nogle løsninger, der er holdbare i længden. Ellers går det ligesom den dør, jeg omtalte før, og så er der garanteret ingen, der gider sætte den i igen. For efterhånden gælder det ikke kun om penge, men også om lyst. Rigtig mange landmænd er ved at miste modet og spørger sig selv, om det er det hele værd. Vi er her trods alt kun den ene gang.

Nu er regeringen så kommet med et flot tilbud – de vil halvere jordskatten i 2 år. Jeg vil bare hilse og sige, det vil ikke få en eneste grisebil fyldt med grise, på vej mod grænsen, til at vende om. Det er ens vilkår, vi skal have. Hvad er ellers ideen med det fælles-marked, vi skulle have i EU? Det værste er næsten, at nu tror både folketing, regering og ikke mindst befolkningen, at nu er Dansk landbrug reddet. Hvis det bare var så enkelt, men det bliver ikke nemt at komme videre herfra, som jeg ser det

Noget af det, som vi snakkede om sidste år ved denne tid, var det nye veterinærforlig, hvor vi fik en mere fleksibel sundhedsaftale. Hvis vi en overgang havde problemer i stalden og derfor havde et større medicinforbrug end normalt, så skulle dyrlægen komme lidt oftere og omvendt, hvis det gik godt, så behøver dyrlægen ikke komme helt så ofte. Men veterinærforliget er endnu ikke vedtaget i folketinget. Det var meningen, at de forskellige registreringer og egenkontroller skulle starte her efter årsskiftet og danne grundlag for fremtidens dyrlægebesøg. Men vi må vente, til det bliver vedtaget.

Noget andet, vi snakkede om sidste år, var kastration og smertelindring. Vi har nu i et godt stykke tid smertebehandlet med f.eks. Metacam. Om grisen er glad for det, er svært at sige – jeg kan ikke se forskel. Her efter jul var der så en journalist fra TV2, der prøvede at sætte fokus på halekupering. Halekupering er jo som udgangspunkt forbudt, medmindre den enkelte producent kan dokumentere, at uden vil det give problemer senere i grisens livsforløb. Hvis man først har oplevet problemer med halebid i sin stald, ønsker man i hvert fald ikke at opleve det igen og derfor er vi nødt til at forebygge, ved at brænde det yderste stykke af halen af. Noget helt andet er, at det er fuldstændigt umuligt at sælge smågrise, hvis ikke halen er kuperet, men sådan et argument duer nok ikke, når dyreværnsfolkene ruller sig ud. Så længe loven bliver fortolket som den gør, er der jo ingen problemer, men jeg må også give journalisten ret i, at det er mærkeligt at have en lov, som meget få retter sig efter, for det er jo umuligt at vide, om lige netop den gris, man halekuperer, ville have fået halebid.

Nu er der jo heller ikke længe til 1. januar 2013, hvor alle drægtige søer skal gå i løsdrift. Der har været nogen diskussion om, hvordan de forskellige lande i EU vil takle kravet – vil de presse svineproducenterne til at overholde loven eller vil de tage hensyn til den dårlige økonomi i svineproduktionen? Der er endnu ingen lande, der officielt har meldt ud, at de ikke vil overholde kravet om løsgående søer. Her hjemme har Dansk Svineproduktion meldt ud, at de mener, man skal fastholde kravet. Ca. 70 % af de drægtige søer går allerede i løsdrift og mange har sat sig i stor gæld for at opfylde kravet, der har været kendt siden 1999. Fra det tidspunkt var det nemlig forbudt at bygge nyt til fikserede drægtige søer. De vil nok synes, det vil være uretfærdigt, hvis man pludselig udsatte tidspunktet. Omvendt kan man jo ikke klippe en skaldet, og hvis der ingen penge er i kassen, hjælper nok så mange love jo ikke. Der er dog ved at blive åbnet for en lille kattelem, så man ikke behøver at skulle igennem hele miljøgodkendelses–proceduren, hvis man beslutter sig for at lave om alligevel. Og der er faktisk to modeller. Den første går ud på at fjerne det gamle inventar og evt. lægge miljøspalter ned og derefter montere en eller anden form for fodersystem, f.eks. et transpondersystem. Så kan søerne gå løse i den gamle stald, men i og med at man lader søerne gå løse, kræver det noget mere areal, så i gns. skal so antallet sættes ned med 15 – 20 %. Den ordning har faktisk ligget på miljøministerens bord i over et halvt år og ventet på godkendelse, uden at han har fået den færdigbehandlet, og med ministerrokaden i sidste uge, går der nok endnu et stykke tid inden den bliver udmyndigt i lov. Et af kravene er også, at man som udgangspunkt ikke rører ved murene eller gulvet og gyllekanalerne i stalden.

Den anden model går ud på, at kommunerne pr. automatik skal give tilladelse til, at vi kan forlænge drægtighedsstalden, samtidig med at vi laver den om til løsdrift, så vi får plads til det samme antal søer som før, dog minus 5 %, da men mener, at der er en større ammoniak-fordampning fra den type stalde. Som sagt er ingen af ordningerne endnu vedtaget, men hos Dansk Svineproduktion mener man, at det måske vil ske inden sommerferien. De der især kan have gavn af de nye tiltag, er de der ligger lidt for tæt på naboer og som vil have svært ved at komme igennem med en miljø-godkendelse p.g.a. lugt. Da vil alternativet være at flytte hele produktionen ud af byen. De to modeller er jo ikke tiltag, som redder hele den danske svineproduktion, men enkelte vil kunne have meget gavn af den.

Også på smågrise- og slagtesvinområdet kommer der jo nye krav fra 2015. Da vil det nemlig være forbudt med fuldspalter. Men også her forventes en ordning, så man slipper for en miljøgodkendelse, mod at man opfylder visse krav. Pernille vil komme nærmere ind på de muligheder og krav.

Og nu vi er ved miljøgodkendelserne, så er den stadig en stopklods for de, der vil bygge eller renovere. Og hvis man så endelig får en godkendelse fra kommunen, som regel med en masse uforståelige krav, så kan man godt være sikker på, at den bliver anket af en eller anden såkaldt grøn organisation – enten en naturfredningsorganisation eller f.eks. ornitologisk forening. Og det er i grunden et paradoks, for der er ingen tvivl om, at for hver gang der bliver bygget eller renoveret, giver det bedre dyrevelfærd. Og med systemer som gyllekøling, sparer man også miljøet for CO2 udslip i form af sparet olie. Jeg kan ikke rigtig finde ud af deres dagsorden – vil de have, at vi alle skal bo og opføre os som den familie i TV, der hedder ”Bonderøven”? Så kan jeg godt hilse og sige, at så får fødevarerne en helt anden pris og så bliver der pres på kasseapparaterne nede syd for grænsen. Et af problemerne i miljøgodkendelsesordningen er det såkaldte BAT krav - Bedst Anvendelig Teknologi. Det er simpelthen en stor gråzone, hvor alle kan boltre sig. Et eksempel er kravet om, hvor meget ammoniak vi må udlede fra en stald. Der er faste grænser for udledningen, men er luftrensning en bedre løsning end gyllekøling for at nå kravet? Og kan det ikke være lige meget, bare vi overholder de krav, der bliver stillet? Det er sådanne ting, man bliver stillet overfor i ankerne. Og det kan godt være, vi får ret i sidste ende, men tiden går og de såkaldte grønne organisationers forhalings taktik lykkes næsten hver gang. Som min. skal det koste et større beløb at indgive en anke, hvis man så får ret i anken, skal pengene naturligvis betales tilbage. Nu er det sådan, at det er gratis at anke og det er landmanden, der skal bruge tid og mange penge på at tilbagevise påstandene. Det er simpelthen ikke fair.

Enkelte har dog fået tilladelserne igennem og er gået glade hen i banken, for at få planerne finansieret. Men rigtig mange gange har bankerne, trods et positivt forhåndstilsagn, nu vendt tommelfingeren nedad. Og så bliver det for alvor surt. Der er selvfølgelig ingen, der kan tvinge en bank til at låne penge ud, trods bankpakker mm, men det har altså også noget at gøre med det signal, der bliver sendt ud fra Christiansborg. Vil de landbruget eller vil de ikke? Og jeg kan kun sige, at jeg beundrer de unge, der trods alt går ind i landbruget nu og som ønsker at blive selvstændige.

Med ønsket om, at det vil blive både nemmere og bedre at være svineproducent i Danmark, vil jeg slutte. Dette var min sidste beretning som formand for Syddansk Svinerådgivning, idet jeg jo stopper i bestyrelsen i Sønderjysk Landboforening her til generalforsamlingen. Det har været 12 spændende år som formand – de sidste 2 år har dog været til tider lidt for spændende. Jeg vil sige tak for den opbakning, jeg har fået, men jeg vil også sige, at jeg er helt fortrøstningsfuld med hensyn til svinerådgivningen i vores område i fremtiden. Vi har simpelthen nogle medarbejdere ansat, som bare vil os svineproducenter og Syddansk Svinerådgivning. Og derfor vil jeg også sige en stor tak til jer medarbejdere. Det har ikke været mindre turbulent for jer, men I har også troet på det. Tak skal I have.

Også en tak til udvalget for godt samarbejde i det forløbne år. Vi har taget nogle beslutninger i de sidste par år, som vi har troet på, var de rigtige, men verden er ikke altid som vi tror den er. Også en tak til vore moderforeninger og andre samarbejdspartnere i det forløbne år for godt samarbejde. Tak skal I have.