Log på Kontakt Oversigt Forside
God antibiotikapraksis - så lidt som muligt, så meget som nødvendigt 

Af rådgiver Jes Callesen, Syddansk Svinerådgivning, februar 2011

Forbruget af antibiotika til behandling af svin steg i 2009 – mens der er sket en reduktion i sidste halvår af 2010 (Figur 1). Hovedparten af antibiotikabehandlingerne sker til smågrise og slagtesvin. Her er det oftest mavetarmsygdom, der behandles.

Historien om gult kort
Først på året i 2010 blev begrebet ”gult kort” introduceret. Myndighederne ønskede at fastlægge en øvre grænseværdi for antallet af antibiotikabehandlinger af grise. Opgørelsen af antal behandlinger hviler på antibiotika forbrug registreret i Vetstat og antal dyr registreret i det centrale husdyrbrugsregister (CHR). I september 2010 fik over tusind svineproducenter brev, fordi deres forbrug lå højt eller fordi der muligvis var fejl i deres indregistreringer. Dette gav mange landmænd anledning til at få set nærmere på antibiotika anvendelsen i deres besætning og i mange tilfælde skulle indberetningerne til Vetstat og CHR rettes mht korrekt dyregruppe i ordinationen af antibiotika eller korrekt antal dyr.

Allerede i efteråret 2010 kunne der ses et fald i den totale mængde antibiotika til behandling af grise – se figur 1.. Det viser, at dyrlæger og svineproducenter har reageret positivt på den ekstra opmærksomhed på området. Fødevarestyrelsen fremsatte i efteråret 2010 en målsætning på en 10% reduktion af antibiotika til svin i 2013 i forhold til forbruget i 2009. Svineproducenternes organisationer har gennem Videncenter for Svineproduktion tilsluttet sig denne målsætning.

Optimal brug af antibiotika
Videncenter for Svineproduktion har iværksat en række aktiviteter under titlen: Optimal brug af antibiotika. En af aktiviteterne er nedsættelse af en arbejdsgruppe, der på basis af viden og erfaringer har lavet en række praktiske vejledninger til forebyggelse af diarrésygdom hos smågrise og optimal håndtering af antibiotika, hvis der skal behandles.

Overskrifterne på de bevidst meget kortfattede og konkrete vejledninger, omfatter emner som:

-       Tør og varm stald
-       Ren stald
-       Foderblandinger og diarré
-       Indsættelse og sortering
-       Korrekt dosering af antibiotika
-       Stamopløsning af antibiotika
-       Brug af antibiotika i tørfoder, vådfoder og drikkevand
-       M.fl.

Fokus på smågrise og slagtesvin
I første omgang fokuseres på at nedbringe antibiotikaforbruget hos smågrise og slagtesvin. Dette er valgt, fordi op mod halvdelen af det antibiotika, der bruges til grise, bruges til behandling af diarré hos smågrise og slagtesvin. En indsats her vil have størst effekt på det samlede antibiotikaforbrug.

Alt materiale kan allerede nu rekvireres gratis hos Syddansk Svinerådgivning. Materialet vil ligeledes meget snart kunne hentes på www.vsp.lf.dk under VIDEN til staldgangen. 




Grænseværdier for gult kort

Smågrise:

over 28 dagsdoser per 100 grise

Slagtesvin:

over 8 dagsdoser per 100 grise

Søer:

over 5,2 dagsdoser per 100 søer

Kilde: Fødevarestyrelsen 2010



 

Figur 1. Mængde aktiv stof antibiotika ordineret til behandling af grise i perioden januar 2006 – september 2010. Et tre-måneder glidende gennemsnit er tegnet ind som en optrukken linie. Datakilde: Vetstat.

  

Syddansk Svinerådgivning
 - Billundvej 3 - 6500 Vojens - tlf.: 73202600 - fax: 73202605
 - Tlf.nr. 70 20 60 67
 - Email: